På det danske arbejdsmarked, der består af selvstændige, frivillige, arbejdsgivere og lønmodtagere, er der nogle forskellige regler, der gælder. Nogle er omfattet af en kollektiv overenskomst, mens andre har nogle særlige ansættelsesforhold eller er omfattet af en særlig personalepolitik. Fælles for alle lønmodtagere er dog, at de er underlagt den danske lovgivning – herunder Arbejdsmiljøloven. Denne lov er til for, at lønmodtagere har nogle rettigheder, som arbejdsgiveren skal rette sig efter. I loven er der også regler for, hvor meget danske lønmodtagere må arbejde.
Hvor mange dage i træk?
Der indgår forskellige regler om lønmodtageres arbejdstid i den danske lovgivning; blandt andet er der lovgivet om, hvor mange dage danske lønmodtagere må arbejde i træk.
SE OGSÅ: FIND DEN BILLIGSTE A-KASSE OG FAGFORENING
Først og fremmest findes 48-timers-reglen. Denne regel gælder for alle ordinære lønmodtagere på det danske arbejdsmarked. Reglen bestemmer, at man højst må arbejde 48 timer i ugen i gennemsnit over en periode på fire måneder. Man må altså gerne arbejde mere end 48 timer i nogle uger, hvis man blot kompenserer for det i andre uger. Som udgangspunkt skal man dog mindst have et fridøgn i ugen – dette er der nemlig også regler om. Et fridøgn er 24 timer, hvor du har fri fra arbejde. Du har ret til et fridøgn, hvis du skal arbejde alle ugens dage. Fridøgnet skal være placeret efter en hvileperiode, der for ordinære lønmodtagere er på 11 timer. Således skal du altså have fri i 35 sammenhængende timer i løbet af en uge. Der gælder andre regler for fridøgn for ungarbejdere, der skal have to sammenhængende fridøgn i ugen.
Som udgangspunkt er der altså ikke regler for, hvor mange dage man må arbejde i træk. Hvis du får dine fridøgn, som du skal, kan du dog højst komme til at arbejde 12 dage i træk. Der er imidlertid nogle tilfælde, der er undtaget fra dette. Det gælder for eksempel personer, der er udstationeret, eller personer, der har døgnvagter.
Undersøg din overenskomst
Hvis du vil være sikker på, hvor mange dage du må arbejde i træk, skal du undersøge din overenskomst, hvis du har sådan en. Alternativt kan du se, om der er særlige regler for din arbejdstid i personalepolitikken på din arbejdsplads eller i din ansættelseskontrakt, som du har underskrevet ved ansættelse. Uanset hvad skal din arbejdstid dog overholde de regler, der fremgår af Arbejdsmiljøloven.