Når man er studerende i Danmark, er man så heldig og privilegeret, at man har ret til at modtage SU – i hvert fald, hvis man er over 18 år, og man ikke har brugt alle sine SU-klip. Det kan dog være svært at overleve – for ikke at tale om at leve – på en SU. Derfor vælger rigtig mange studerende at arbejde ved siden af studierne. Et job, der kan varetages ved siden af et studie, kaldes for et studiejob.
SE OGSÅ: A-KASSER FOR STUDERENDE
Der er flere grunde til, hvorfor studerende vælger at få et studiejob. Først og fremmest er fordelen ved et studiejob, at det er lønnet arbejde, hvor man altså som studerende kan supplere sin SU med en lønindkomst hver måned. Denne lønindkomst er dog begrænset, hvis man, som studerende, ikke ønsker at tilbagebetale sin SU. SU-lovgivningen bestemmer, hvor meget en studerende på et fuldtidsstudie må tjene, før SU’en – eller dele af den – skal tilbagebetales. Denne begrænsede maksimumindtjening betyder, at mange studerende vælger et studiejob, hvor timeantallet er begrænset. Dette skyldes naturligvis også, at den studerende rent faktisk også skal have tid til at studere.
Er studiejob en god idé?
En anden fordel ved et studiejob er, at studerende kan få lov til at afprøve den teori, de lærer, i praksis. Den viden, de studerende tillærer sig i løbet af uddannelsen, gør, at de har mange stærke kompetencer, allerede inden de har afsluttet deres uddannelser. Disse kompetencer kan de prøve af på arbejdsmarkedet, inden de skal finde ordinære jobs efter endt studietid. For at tilegne sig så meget viden og så mange kompetencer som muligt ønsker de fleste studerende at få et studiejob, der er relevant for det, de studerer. Dette er dog ikke altid en mulighed, da der sjældent er overensstemmelse mellem udbud og efterspørgsel, når det kommer til studiejobs, der er studierelevante.
Fordel for arbejdsgiverne
For arbejdsgivere er der også fordele forbundet med at ansætte studiemedarbejdere. Dette gælder især, hvis arbejdsgiveren ønsker en stilling på højst 20 timer besat. Først og fremmest er fordelen ved at ansætte en studerende, at studerende kommer med mange kompetencer, ny viden og et friskt pust. Desuden er det unægtelig en fordel, at studiemedarbejdere er forholdsvis billig arbejdskraft i forhold til færdiguddannede – og ofte kan det betale sig at ansætte studerende, hvis det ugentlige timeantal altså kan stemme overens med en uddannelse. Som arbejdsgiver er det dog vigtigt at forstå, at den studerende først og fremmest er studerende; der skal altså tages hensyn til studierne.